Hvorfor betaler du årsabonnement?

Hvert år i januar, når den årlige faktura dumper ind af brevkassen til vores ca. 10.300 medlemmer, modtager vi henvendelser om, hvad det egentlig er, du betaler for. Vi vil derfor fortælle lidt om, hvilke aktiviteter det årlige abonnement muliggør, både i Danmark og internationalt.

Det årlige abonnement dækker et bredt spektrum af aktiviteter - udover retten til at anvende de GS1Trade-services og GTIN/GLN-numre, som man har fået tildelt. Vores hovedaktiviteter er:

  • Allokering og sikring af unikke identifikationsnumre
  • Daglig rådgivning af vores medlemmer
  • Uddannelse i brug af stregkoder og andre GS1 Standarder og services.
  • Udbredelse af GS1 Standarderne til gavn for alle i forsyningskæden
  • Udvikling og drift af GS1Trade-services, der giver dig mere værdi af GS1 Standarderne

Årsabonnementet støtter også GS1s internationale arbejde, der foregår i samarbejde med et netværk af over 110 lokale GS1-medlemsorganisationer over hele verden og koordineres fra GS1s hovedkontorer i Bruxelles (Belgien) og Princeton (USA). GS1 Denmark betaler hvert år en procentdel af medlemsabonnementerne til hovedorganisationen, GS1 Global Office, og deltager aktivt i udviklingen af de globale standarder, så der allerede i udviklingsprocessen tages højde for særlige danske ønsker.

GS1s medlemmers interesser repræsenteres på møder med officielle instanser (fx FN og EU Kommissionen), internationale organisationer o.l. Hos GS1 Denmark følger vi udviklingen, og de muligheder og konsekvenser den rummer for danske virksomheder, så vi også i fremtiden kan levere globale standarder til dansk erhvervsliv.